Kikkert info

Forstørrelse
Det første tal der betegner kikkerten, f.eks. 10x, er forstørrelsen. I praksis betyder det at man ser et objekt der er 100 m væk, som det ses på 10 m med det blotte øje. Med andre ord, objektet synes 10 gange nærmere når det betragtes gennem kikkerten.

Objektivdiameter
Det andet tal, f.eks. 50, er objektivlinsens diameter i millimeter. Jo større diameter, jo lysere synsfelt.  

Okularer
De små linser på kikkerten, som vender ind mod øjnene. 

Synsfelt
Synsfeltet indikerer landskabets bredde i meter synligt i kikkerten på en afstand af 1000 m. Generelt kan man sige, at jo højere forstørrelsen er jo smallere er synsfeltet. Jo bredere synsfelt, jo nemmere er det at finde en bestemt genstand.

Coating
Alle kikkerter er i dag forsynet med coating som er en belægning der lægges på glasset for at forbedre lysgennemgangen og samtidig reducere reflekser.  
 
”Fully coated”  -  hvor en del af linsefladerne er coatede
”Multi coated”   -  hvor alle linseflader er behandlet.
 
Nogle fabrikker lægger endog flere lag ovenpå hinanden for at optimere lysgennemgangen og enkelte anvender fasekorrigerende coating for at korrigere for lysets bølgebevægelser.

 
Ikke coated 69 %
Delvis coated  78 %
Fully coated 84 %
Multi coated 86-95 %
 

Coatninger kan bestå af mange lag som på dampes på prismerne samt ind- og udvendigt på objektivet.

Coatningen ses ofte som en skinnende grøn, blå eller rød farve for enden af objektivet. Farven skader ikke farvegengivelsen i kikkerten eller teleskopet

Fase coating  

Fasecoating benyttes kun i de absolut bedste kikkerter. Fasecoating på bak-4 tagprismer eliminerer interferens ved prismekanten, sikrer højere opløsning og overlegen farvegengivelse. 

Kikkerttyper

Man taler i almindelighed om 2 typer kikkerter
 
1)     Porroprismekikkerter
2)     Tagprismekikkerter.
 
En traditionel standard kikkert har såkaldte porroprismer som sidder i en z-form. Betegnelsen porro anvendes efter Ignazio Porro, som opfandt denne konstruktion.
 
Den anden konstruktion, som er nyere, kaldes tagprisme-kikkert, fordi den ene af prismerne ligner tagryggen på et tag. Denne konstruktion, gør det muligt, at fremstille en mindre kikkert – også i lommestørrelse. Den lineære lysgennemgang giver en god lysstyrke.

Brillebærer

Bruger du briller når du ser i kikkert, skal du huske at man på de fleste kikkerter  med gummiøjestykker kan folde gummiet ned. Sådan får man den rigtige pupilafstand  til okularerne, og derved fuldt synsfelt. På andre kikkerter skyder man blot  øjekapperne ned.

Vandtæt

Specielle forseglinger kan gøre din kikkert vandtæt. Samtidigt vil den også typisk være fyldt indvendigt med nitrogen, der modvirker at linserne ikke dugger.

Vedligeholdelse

I almindelighed anbefaler vi, at man pudser kikkertens linser mindst muligt.
Først børstes linserne med en blød fotopensel (husk at sikre at der ikke sidder et sandkorn) derefter aftørres med en blød fnugfri lærredsklud. Hvis det er meget slemt, kan man evt. påføre et brillerenseprodukt og derefter aftørre med en klud eller linsepapir.

Resume:

Afhængig af hvad du skal bruge kikkerten til, kan man sige, at hvis du primært skal bruge den til sejlads, bør du vælge en kikkert med 7 x forstørrelse, til natur og fuglekikker er en 8-eller 10 x forstørrelse velegnet. Hvis du har en meget sikker hånd, kan du måske synes, at 12 x forstørrelse kan være det rigtige.
Husk også at der en sammenhæng mellem forstørrelse og lys. Hvis f.eks. samme kikkert laves i både 8 x og 10 x forstørrelse, vil der være et bedre lys (og ofte større ynsfelt) i en kikkert med 8 x forstørrelse end i en med 10x forstørrelse.