Guide til indstilling af kikkert

En kikkert er et fantastisk redskab til natur- og fugleobservation, jagt eller bare til at nyde landskabet. For at få det bedste ud af din kikkert, er det vigtigt, at du indstiller den korrekt, så billedet bliver skarpt og behageligt at se på. Følg trinnene herunder for en optimal oplevelse med din kikkert.

1. Justér øjeafstanden (øjestykkerne)

Kikkerter har ofte fleksible øjestykker, som kan drejes ind eller ud - også kaldet twist up øjestykker.

Hvis du bruger briller, skal du dreje øjestykkerne ned. Har du en kikkert med gummiøjestykker skal du folde gummien ned.

Hvis du ikke bruger briller, skal du dreje øjestykkerne op, så de passer til afstanden mellem dine øjne og okularerne (kikkertens "øjne"). Har du en kikkert med gummiøjestykker, skal du lade dem være foldet op.

2. Indstil den rette øjenafstand

Knæk kikkerten på midten, så de to ”rør” justeres indtil du ser et enkelt, cirkulært billede uden sorte skygger i kanten. Dette sikrer, at kikkert passer til afstanden mellem dine øjne, og du derfor ikke får sorte skygger, men et fuldt billede.

3. Find et objekt at fokusere på

Vælg et klart og detaljeret objekt i passende afstand – f.eks. en skiltepost, en gren eller en bygning. Det skal være langt nok væk til, at du bruger kikkerten som tiltænkt, men ikke så langt, at det er svært at se detaljer.

4. Indstil fokus og dioptri

Nu kommer den vigtigste del, som sikrer, at billedet er skarpt for begge øjne: indstilling af fokus og eventuelt dioptrien.

Dioptrijusteringen kompenserer for forskellen på dine øjne, hvis de ikke ser ens. Det kan for
eksempel være hvis, du har en bygningsfejl på det ene øje.
 

  1. Start med venstre øje: Dæk den højre linse eller luk højre øje, og brug fokushjulet i midten til at stille skarpt på objektet med venstre øje.
     
  2. Skift til højre øje: Dæk nu den venstre linse eller luk venstre øje. Brug kun dioptrijusteringen (typisk en lille drejeknap ved det højre okular) til at stille skarpt – ikke fokushjulet.


Klar til brug: Når begge øjne ser skarpt, er kikkerten indstillet og du kan nu anvende kikkerten med begge øjne. Fremover skal du kun bruge det centrale fokushjul, når du ændrer afstand til det, du ser på og derfor skal have stillet skarpt igen. 

Guide til indstilling af marinekikkert

Hvis du har en marinekikkert, vil der oftest være dioptriindstilling på begge okularer frem for et centerfokuseringshjul. Derfor er indstillingen af fokus en smule anderledes end med en almindelig kikkert. Følg disse trin for at indstille din marinekikkert:

  • Start med at finde et klart og detaljeret objekt – gerne noget i god afstand som en bøje, mast eller fyrtårn.
     
  • Luk først venstre øje og drej på dioptriindstillingen på højre øjes okular indtil det står helt skarpt på højre øje.
     
  • Luk derefter højre øje og stil skarpt med dioptriindstillingen på venstre øje indtil det står helt skarpt på venstre øje.


Tjek om det står skarpt, når du åbner begge øjne. Marinekikkerter er typisk ’fokusfri’, hvilket betyder, at når du har indstillet korrekt én gang, er det sjældent nødvendigt at ændre det.